I 2018 besluttede OB, at spillerne fremover skulle gå på banen til lyden af Carl Nielsens Espansiva. Det blev aldrig for alvor et populært valg, og sidste år fik vi i fanpanelet grønt lys til at ændre indløbsmusikken – ikke bare tage stilling til en beslutning, men drive hele processen. Vi valgte en anderledes og ambitiøs tilgang: At kreere et helt nyt stykke musik, udtænkt og skabt af fans.
Vi er derfor glade for at kunne fortælle, at OB-fan og musiker Mads Dyrst, i tæt samarbejde med fanpanelet og med midler fra stemningspuljen, har komponeret ny indløbsmusik, som får premiere på søndag mod FCK.
Indløbsmusikkens betydning
Det var den korte version. Vi ved dog godt, at indløbsmusik er et tema, som mange har en holdning til, og derfor vil vi gerne sætte lidt flere ord på processen og vores tanker.
Musikken har en stor betydning for os som stemningsfans. Den er med til at sætte rammen på lægterne opbygge folks mood op til kampen. Det gør det nemmere at sprede en god stemning på tribunen, hvis folk er blevet hevet op af indløbsmusikken lige inden kampen.
Et mere overset aspekt er, at musikken har betydning for eksekveringen af tifoer. Her er det vigtigt, at der er en bestemt opbygning, så den rammer klimaks på et tydeligt tidspunkt, og musikken bruges som tidsmarkør, der kan hjælpe med at time tifoer rigtigt.
Derfor er vi taknemmelige for, at klubben lagde ansvaret over på os, og vi har igennem hele forløbet haft et godt og konstruktivt samarbejde.
Den rette stil og stemning
I panelet var vi fra starten enige om, hvilke følelser musikken skal give: Den skal opbygge spænding, give sitren i kroppen og skabe intensitet. Det er næppe særlig kontroversielt.
Udfordringen er, at der er mange meninger om, hvordan man bedst opnår den effekt. Musik er som bekendt enormt subjektivt, bedst eksemplificeret med en tråd i De Stribedes Facebook-gruppe, hvor folk var enige om, at musikken skulle ændres, men foreslog alt fra Volbeat til Zombie Nation.
Vores indgangsvinkel var at sætte ord på, hvad vi GODT kunne lide ved Carl Nielsen-tiltaget. I stedet for at vælge et typisk rockhit, som alle andre klubber, gik man efter at skille sig ud med en mere storladen stil, og det var ganske godt tænkt. Ideen om lokal forankring var heller ikke tosset, selvom det selvfølgelig begrænser udvalget markant.
Til gengæld var svaghederne for os at se åbenlyse: Espansiva fungerer ganske enkelt ikke som indløbsmusik. Den er antiklimatisk og søvndyssende, og i stemningsafsnittet drukner den, fordi den ikke er kraftfuld nok. I modsætning til den tidligere indløbsmusik starter den desuden først efter, at speakeren har introduceret spillerne og bygger derfor ikke spænding op.
Her opstod ideen om at få komponeret et helt nyt stykke musik med en bedre spændingsopbygning, skræddersyet til indløbet, med tydelige markører, som kan bruges til eksekvering af tifoer. Vi vidste, det ville blive udfordrende, men lykkedes det, ville mange ting gå op i en højere enhed: Original tilgang, fynsk identitet og et stykke musik, der er unikt for klubben.
Tæt samarbejde med Mads Dyrst
Vi var heldige, at vi i Mads Dyrst hurtigt fandt den rette musiker, der har evnerne og ideerne, samtidig med at han var villig til at lade panelet få stor indflydelse på udtrykket.
Derfra handlede det om at sætte ord på, hvad vi eftersøgte. Vi tror på potentialet i den storladne symfoniske stil, og vi gik efter noget filmisk, kraftfuld og heroisk. Faktisk var udgangspunktet for vores diskussion et eksempel fra Stuttgart, som netop spiller på de følelser: https://www.youtube.com/watch?v=b5ndGXDooE8&t=170s.
Vi skulle bruge tunge trommer med en tydelig, effektiv rytme og et højt klimaks. Dertil ville vi gerne have en længere opbygning med stigende intensitet. Mads kom på den idé at bygge musikken op om en tromme, der morser “OB”. Vi synes, det fungerer rigtig godt rytmisk, og vi håber, at hele stadion med tiden vil tage rytmen til sig og klappe med. Fra det udgangspunkt har han tilføjet flere lag i løbende dialog med panelet.
Det har været en lang proces, men vi synes, vi er landet et rigtig godt sted. Musikken fortjener at få premiere i de rigtige omgivelser på stadion, og det sker som sagt på søndag. Vi håber, at I tager godt imod ideen, og vi glæder os til at høre, hvad I synes.
/Fanpanelet, De Stribede og Blok B