D. 12. april satte vi kursen mod Italien. Billetterne til AC Milan – Lazio og Italiens mest intense derby, Sampdoria – Genoa var i hus. I dette indlæg vil jeg belyse vores tur til det Norditalienske og dele detaljerne med de der ønsker et indblik.
Disclaimer: Mit indlæg blev lidt langt, men hvis du ønsker et fuldt indblik i de erfaringer vi gjorde os i Milano og Genova, så har jeg gjort mit for at beskrive hver detalje fra kampdagene. Ellers er du velkommen til bare at danne dit eget indtryk gennem billeder og videoer.
Efter en lang tur med et forsinket DSB og en løbetur gennem Kastrup lufthavn nåede vi sent fredag aften vores fly til Bergamo, hvor vi også havde hotel, da vi først havde planlagt at tage til Atalanta – Empoli. Heldigvis byttede kampen spilletidspunkt med kampen i Genova i sidste øjeblik. Da vi langt om længe fik tilkæmpet os en taxi der magtede at køre ud til vores hotel var det på hovedet i seng.
Lørdagen startede tidligt, da turen gik til Milano. Selvom skemaet stod på fodbold var vi enige om, at tage ind til centrum for at se den “obligatoriske” katedral på Piazza del Duomo. Fun fact: Det tog mere end 600 år at bygge den og er i dag en kæmpe fast kulturarv for byen. Lad os håbe den ikke bliver udsat for samme skæbne som Notre Dame.
Selve midtbyen i Milano, eller det vi så, var ikke noget værd. Forfærdelig proppet af turister, tiggere og brandbutikker, hvilke kan være spændende at tjekke ud, men det bliver efter min mening hurtigt kedeligt.
Efter et par timer i midtbyen gik turen med metro ud mod det vestlige Milano, hvor San Siro ligger. Det første indtryk af stadion er med en vis ærefrygt, men sådan er det vel for de fleste af os når vi ser disse store arenaer ude i den store verden, når vores eget Mekka i Bolbro kan holde en små 15.000.
Ude foran San Siro var der opsat en masse vogne som mest af alt minder om et mobilt tivoli for turister. Området omkring stadion er dækket til af tags og stickers, hvilket fankultur-nørder som jeg selv godt kan bruge lidt for lang tid på at studere.
En halvanden time før kampstart bevægede vi os ind på stadion, da vi håbede at kunne se Curva Sud (deres stemningstribune) organisere sig. Det er ikke den form for organisation som vi ville se herhjemme. Mange kommer selv med deres egne megasize flag og ankommer i meget små grupper der så bliver til noget større. Generelt er fankulturen ikke meget “officiel <-> uofficiel” præget og det virker mest af alt til, at alle parter går til fodbold på én og samme måde.
Modstanderen var Lazio og vi havde høje forventninger til en traditions- og kulturrig klub på en lørdag kl. 20:30 til en attraktiv kamp.
Selvom gæsterne fra Rom ikke levede op til vores forventninger må man erkende, at Milaneserne leverede. 60.000 var dukket op til kampen og det kunne mærkes. Der skal også lyde et kæmpe shoutout til deres stadionspeaker. Nøj, den mand kan sætte gryden i kog og hvad jeg ikke ville give for, at vores egen kunne leve sig lige så meget ind i rollen. Jeg er kun stødt på én speaker jeg hellere ville have end ham her.
Selve kampen på banen var intens og intet mindre end hvad man kan forvente af en topkamp i den italienske top. Tribunen fulgte kampens eksempel og Curva Sud leverede nogle solide lydtoppe suppleret af fans på pladserne omkring os. Jeg er fascineret over, hvor meget de neutrale fans har følelserne uden på tøjet. Det er fankultur lige efter min smag. Som eksempel fløj fans fra de neutrale tribuner frem i hegnet ved deres midtergang lige så snart der var noget at være oprevet over. Disse fans kunne efter min mening sagtens begå sig på RMN i stemningsafsnittet. Mon ikke en kraftig urbanisering og et samfund med en maskulin kultur spiller ind her?
I begge hjørner af Curva Sud kan man se bannere fra 2 af de helt store grupper fra AC Milans storhedstid på tribunen; Fossa Dei Leoni og Brigate Rossonere. 2 grupper der historisk set ikke har kunne komme godt overens grundet politisk overbevisning og magtkampe.
Fossa Dei Leoni stammer helt tilbage fra 1968 og anses som Italiens ældste ultras gruppering. Da mange mener at ultras kulturen stammer fra Italien, kan man vel argumentere for, at gruppen er verdens første af sin slags. Dog stoppede gruppen sin aktivitet i 2005 grundet deres gruppebanner blev stjålet af fans fra Juventus. Et ultras kodeks går på, at hvis man mister sit banner til en anden gruppe, så skal gruppen lukkes ned.
Med en aktiv fankultur der stammer helt tilbage fra slut 60erne, må vi som utålmodige odenseanere bare indse, at Rom ikke blev bygget på en dag. Det handler om at blive ved og bygge sten på sten på et stabilt og bredt fundament.
Kampen endte 1-0 til AC Milan og de holder dermed fast i deres CHL plads på 4. pladsen. Selvom Juventus godt og vel er løbet med mesterskabet er der stadig skarp konkurrence om de pladser der giver adgang til de forskellige europæiske turneringer.
Overordnet en god italiensk stadion debut for mig. Det glædede mig, at man oplevede en kamp med så mange tilskuere. Selvom en stemningstribune kan give den hele armen i 90 minutter, så betyder fyldte tribuner hele stadion rundt bare uendelig meget ift. intensitet og dommerpres.
Efter kampen gik turen så hurtigt som muligt hjem til Bergamo med aftenens sidste tog og endnu en gang på hovedet i seng.
Søndag var, efter min mening, turens absolutte højdepunkt. Et par timer i tog og så stod dagen på Genova. En smuk by i et smukt landskab, til de der overvejer en tur til Norditalien. Kl. 15:00 var der Ill Derby della Lanterna, Sampdoria – Genoa.
Kampen om Genoa er et af landets absolut mest intense derbies og daterer tilbage til 40erne, hvor Mussolini fik sammensat 2 klubber til Sampdoria. Mussolini var stor modstander af Genoa C. F. C. og deres engelske rødder. Modsat de andre store derbies i Italien er Sampdoria – Genoa mere lokalt forankret med lokale fanscener og føles derfor mere kompakt. Ligesom de to andre top derbies i landet, så deler de 2 Genova klubber også stadion, Stadio Luigi Ferraris.
På hele turen fra centrum og ud til stadion kunne man mærke derby stemningen sitre. Der var en konstant lyd af sirener i byen samt lyden af kanonslag, hvilket kun blev mere intens jo nærmere vi kom.
Efter at være passeret en lang trappe med en gren Genoa ultras forneden, var vi fremme ved stadion.
Omkring stadion stod der tusindvis af fans og varmede op. Der kunne sagtens stå op til flere hundrede foran en enkelt lille kiosk – så længe der var øl på køl. Man kunne konstant høre kanonslag og det tog lige de første 10 styk før man ikke lige lavede et nysgerrigt kig hen mod stedet det kom fra. Sjovt hvordan kanonslag er så stort et tabu herhjemme, hvorimod det bliver brugt som et stemningsmiddel i Genova – både ude på gaden og inde på tribunen.
Så snart man krydsede Bisagno floden gik gadebilledet fra at være klædt i rødt og blåt til Sampdorias farver. Det var tydeligt hvilket kvarter man var havnet i. Bannere med Sampdoria hang ud af samtlige vinduer og der hang paraplyer over gaden i klubbens farver.
Selve stadion var noget gammelt møg og jeg må ærligt indrømme, at vi ikke skal brokke os over nogen dårlige stadionfaciliteter de næste 20 år, så længe disse to klubber ikke får renoveret. Det bringer dog en fantastisk charme med sig og står i bund og grund for det fodbold rigtigt handler om, og ikke mere end dét.
Fra første minut man trådte ind på tribunen kunne man mærke det her var mere end en ordinær kamp. Begge tribuner sang gennem opvarmningen og krydret med lidt kække chants til hinanden.
Genoa havde placeret deres kerne på det nedre afsnit og havde i alt 5-6 forskellige steder med capoer; over hver af de 3 indgange, en længere nede og en på øvre afsnit. Sampdoria havde placeret deres kerne på øvre afsnit og havde supplerende capoer på nedre. Det føltes dog ikke som om der var ét bestemt sted på tribunen som holdt de andre oppe og jeg skal ikke kommentere på, hvor mange i deres afsnit der er stemningsskabere. Set udefra er aktivitetsniveauet så højt på deres tribuner, at skulle tro det var en stor stemningskerne. Noget andet end det vi ser herhjemme, også i FCK og Brøndby.
Begge sider havde tifoer som man efterhånden må forvente af et derby. Jeg smider lidt billeder og videoer af indløb nedenfor.
Stemningen under kampen var intens. Rigtig intens. Begge sider havde lydtoppe og hvis ikke kampen ville ende 2-0 til Sampdoria havde jeg nok svært ved at bedømme, hvem der ville vinde kampen på tribunen.
Vores danske Lukas Lerager var at finde på banen. Han havde et sjovt sammenstød med linjedommeren og fik givet ham nogle håndtegn der nok ville have endt i karantæne og overskrifter herhjemme.
Visuelt må man også tage hatten af for italienerne. Ikke nok med at de kan frembringe nogle fantastiske koreografier, men deres visuelle niveau under kampen er af en helt anden skala end herhjemme. De har konstant 5-15 megasize flag oppe fordelt på hele tribunen suppleret med halstørklæder, topinds og mindre flag. Det virker ikke særlig koordineret eller disciplineret, hvilket giver en form for ukoordineret kaos på tribunen.
En anden der står ret klart er alderen på de stemningsaktive. Folk midt i deres stemningskerne lignede mænd i 30-40erne, hvor vi hjemme i Danmark ofte ser en tendens til, at de stemningsaktive på tribunerne ligger i 20erne. Så er lille shoutout til vores gamle drenge i de gamle fanfraktioner der har rettet blikket andetsteds – det er ikke for sent at vende retur.
På Genoas afsnit sad der gennem hele kampen og gruppe ved banden der psykede dommer og Sampdorias målmand/spillere. Selv Sampdorias bolddrenge fik et par svinere med på vejen.
Sampdoria løb med sejren på en 2-0 og fyrede op for en fest både på tribunen og i gaderne. Man skulle tro de havde vundet Champions League, da alle biler og motorcykler dyttede løs hele vejen ind til midtbyen.
For kort at runde af, så vil jeg varmt anbefale de af jer som stadig læser med, at tage til Italien og se noget fodbold. Deres fankultur og mentalitet på tribunen er noget vi alle kan lære rigtig meget af.
Skrevet af: Jonas