Jeg er født i 1988, og lige fra den spæde begyndelse af mit liv var det bestemt, at jeg skulle være OB’er. Jeg mener ikke, at OB-fan det er noget, man bliver, det er bare noget, man er. Det går i arv. Noget af det første tøj jeg havde på, var en lille OB-trøje, og den dag jeg blev døbt, tog min far direkte fra kirken til stadion. Der skulle godt nok være noget kaffe halløj efter kirken, men der var altså også en kamp på Odense Stadion mod AaB.
Jeg er vokset op med OB, og hvor jeg så flere af mine kammerater i skolen, af en eller anden årsag bekende sig til Brøndby eller FCK, så havde jeg slet ikke muligheden for det. Heldigvis.
Da jeg var 5 år, tog min far mig med på Odense Stadion for første gang. Jeg husker oplevelsen ret tydeligt. Det var en kamp mod Viborg, og på det tidspunkt kunne man få nogle små OB-papirsflag på en træpind. De kostede 8-10 kr., så vidt jeg husker, og sådan et forelskede jeg mig i lige med det samme. Min far købte sådan et flag til mig, og selvom det er 25 år siden, så har jeg det flag endnu. Det virker måske temmelig åndsvagt, men det er et af mine første rigtige minder med OB, og det smider man da ikke væk!
I en del år tog min far mig med på Odense Stadion regelmæssigt. Vi sad på langsiden, og vi kom altid i rigtig god tid. Jeg tror, vi var blandt den første håndfuld inde på tribunen til stort set alle kampene. Når Odense Stadion kaldte, kunne man ikke komme hjemmefra tidligt nok. Det handlede også om at få det hele med. Er der noget nyt? Hvordan ser holdopstillingen ud i dag, og er der nogen, der mangler til opvarmningen? Det var dengang, hvor man ikke kunne få svar på alle de her ting ved at bruge 30 sekunder på at kigge på sin smartphone. Det var også dengang, man kunne få den rigtige ’Dong’ lyd, fordi der blev spillet flere kampe på samme tid. Det var altså lidt mere charmerende at gå til fodbold dengang.
Fra jeg var de her 13-14 år, blev det efterhånden sjovere at gå på stadion med kammeraterne, og langsiden blev efterhånden også byttet ud med Stiften Tribunen. Det var jo nærmest en helt anden verden, og for en ung knægt som mig var det jo simpelthen så fedt at stå blandt dem, der skabte stemningen. Ekstra fedt var det, når der blev sunget en af de sange, jeg kunne synge med på. Så fik den hele armen.
Der blev knyttet nogle bånd på tribunen i mine teenage år, for det er jo også en del af det, fodbolden kan. Den kan sætte folk sammen. Jeg lærte hurtigt nogle nye mennesker at kende, og begyndte at gå til fodbold med dem. På tribunen stod jeg med det daværende Odense Ultras, og jeg synes, det var nogle seje gutter, og på en eller anden måde så jeg nok også op til dem.
Det her kan meget hurtigt blive til en lang historie om mit liv som OB’er, og på hvilke måder jeg er gået til fodbold på, men det var slet ikke meningen.
De største oplevelser jeg har haft, har klart været, da vi var i Parken i 2007, og vandt pokalfinalen over FCK, det har været sølvsæsonerne og de store europæiske kampe, hvor det har været sjovt at være OB’er.
Den store nedtur begyndte for alvor efter nederlaget til Villarreal i Spanien, og de efterfølgende år var så slemme, at man havde følelsen af, om det nogensinde ville stoppe igen.
Det skal
ikke blive den helt store gennemgang af, hvad der har været galt, for så kan
det blive rigtig langt. Da det så allermest sort ud, og vi lå under stregen,
blev Ove Pedersen hentet ind som erstatning for den skadede Troels Bech, og her
fik jeg personligt lidt tro på tingene igen.
Jeg har altid godt kunne lidt Ove som træner, og han havde da heller ikke nogen
problemer med at redde vores røv og føre os længere op i tabellen.
Personligt var jeg ærgerlig over, at Ove P. ikke fortsatte som træner for OB, og hvor mange var helt oppe at køre over, at Kent Nielsen blev hentet til, så kunne jeg ikke se det store lys i ham. Det er selvfølgelig nemt nok at sige nu, men sådan var det. Jeg var ærgerlig over, at Kent blev ansat, og OB blev jo heller ikke rykket alverden i de tre år, han var der.
Jeg er beriget af at lave noget, der gør, at jeg kan rende rundt nede i Ådalen hver eneste dag, og når man oplevede Kent Nielsens træning, så var det nærmest det samme hver dag, og der var sgu heller ikke den store glæde blandt spillerne. For os der oplevede træningerne, var det absolut heller ikke nogen sindsoprivende oplevelse.
For mig som fan havde personlige sager gjort, at jeg ikke længere var så aktiv på stemningstribunen. Jeg havde nærmest min faste plads på langsiden, hvor jeg kunne sidde og se kampen og brokke mig, når jeg ikke synes, det var godt nok.
Som redaktør på mit eget OB-medie rykkede jeg igen tribune. Denne gang over til de ’fine pladser’ på Albani-tribunen, hvor der stod en presseplads, og ventede.
Jeg har fået
pæne hentydninger fra både Jesper Hansen og Kent Nielsen, der mente, at noget
af det der blev skrevet, var lige kritisk nok, men jeg står gerne ved, at jeg
synes, noget af det under Kent Nielsen var virkelig dårligt.
Nogle af de ting der blev sagt og skrevet om OB i de år, at man var
’leverpostej og grå mus’, passede meget godt, hvis man skulle sige det pænt.
Selvom jeg ikke var hverken i truppen eller i staben under Kent, så synes jeg, det var opslidende bare at se på det fra sidelinjen. Det var det samme og det samme, igen og igen, og det påvirkede humøret både hos spillerne og omgivelserne.
Fyringen af Kent Nielsen var selvfølgelig uundgåelig, og da Jakob Michelsen gjorde sit indtog, var der forandring at spore lige fra dag ét. Vi var blevet inviteret til pressemøde på stadion, den dag han skulle præsenteres, og lige med det samme kunne man se, at det var noget helt andet end Kent Nielsen. Michelsen snakkede på en helt anden måde, han var meget mere jordnær, og han lavede jokes. Der kom tusindvis af gode indtryk af ham på bare et par minutter.
Vi ved jo alle, at vi fik en forfærdelig start på sæsonen, men selvom vi tabte, og tabte, så kunne man næsten ikke lade være med at være optimist, når man stod i Ådalen. Hans sammenspil med spillerne, den måde han får dem til at føle sig tilpas på, hvordan han taler til dem osv., det var nærmest en helt anden verden.
Den daglige træning er også en helt anden, end det var under Kent. Der er mange flere forskellige øvelser, fokus på det individuelle osv. Det er også tydeligt at se, at flere spillere, der måske ikke var så markante under Kent, virkelig er blomstret op under Michelsen.
Efter de første seks runder var det fuldstændig utopi at tro, at vi ville slutte grundspillet på tredjepladsen, som vi har gjort. Der er ingen tvivl om, at træneren har en kæmpe del af æren for det.
Denne sæson har været lidt af en rutsjetur. Vi kom rigtig godt med igen i efteråret, men sluttede alligevel af med to nederlag, og startede 2019 op med en lussing i Parken. Siden den sidstnævnte kamp har vi dog ikke set os tilbage, og det har sgu været sjovt at være OB’er!
Spillestilen passer perfekt til OB, spillerne går ud, og giver alt, hvad de har, og det er nærmest som at se OB, da de senest var på toppen.
Spillet på banen har også smittet af på tribunen. Efter de uofficielle startede deres boykot, har stemningen, for at sige det mildt, været mangelfuld i en del kampe, men i de seneste kampe kan man absolut godt være indsatsen på tribunen bekendt.
Selvom jeg ser kampene fra min presseplads, betyder det dog langt fra, at jeg er blevet mindre OB-fan. Det var også grunden til, at jeg i februar blev valgt ind i bestyrelsen i De Stribede, at jeg, før noget andet, er OB-fan.
Jeg synes, der skal være plads til alle, uanset om de ser sig selv som officiel eller uofficiel, om de synes, pyro er fedt, eller de ikke gør. Man kan være fan på mange forskellige måder. En af grundene til, jeg sagde ja til at stille op til bestyrelsen var, at jeg synes, det er fedt, at der er så mange forskellige slags mennesker med i fanklubben. Der skal være plads til alle, og alle er velkomne.
Jeg er glad for at være med i bestyrelsen i De Stribede nu, og jeg kommer til at lægge en del arbejde i det. Jeg er derfor så privilegeret, at jeg kan sige, jeg bruger de fleste af mine vågne timer på at tænke på OB på den ene eller den anden måde, og lige for tiden er det rigtig fedt.
Resultaterne på banen har også betydet, at der kommer flere og flere OB-trøjer i bybilledet. Jeg tror næsten, jeg har set flere OB-trøjer udenfor stadion de sidste 14 dage, end jeg har de sidste otte år.
Man kan ikke sige, man er mere OB-fan nu, end man har været de sidste otte år, hvor resultaterne ikke har været gode, men der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig er sjovere nu. Odenseanerne har været hårdt ramt i en del år, men glæden er for alvor tilbage blandt os OB-fans, og selvom der ikke er nogen garanti for, at de gode resultater vil vare ved, så skal man bruge den her følelse til at bygge videre på, så stoltheden, stemningen på tribunen osv., varer ved de næste mange år.
Skrevet af: Morten Pedersen