’Til Odense har jeg evig kærlighed – der varer ved! De blå- og hvide striber er mit DNA – fra barnsben af’!
Odense Boldklub er mere end blot en fodboldklub. Odense Boldklub er et stærkt forankret fællesskab i vores elskede by, og fællesskabet trækker tråde langt tilbage i den odenseanske historie.
Odense Boldklub er VORES klub – det er VORES fællesskab!
Et fællesskab, der blev skabt af vores forfædre, og som er gået i arv til nye generationer siden 1887.
Et fællesskab mange af os er født ind i og har delt med bedsteforældre, forældre, søskende og nære venner – og ikke mindst med vildtfremmede, som sidenhen er blevet selvvalgt familie eller nære bekendtskaber på tværs af aldersgrupper, køn, etnicitet, sociale baggrunde og ikke mindst de forskellige måder, vi alle går ind i fællesskabet på. Alle kæmper i sidste ende for den samme sag, og vi værner alle sammen om det fællesskab, som er givet videre til os fra fortiden. Det er vores pligt at sørge for, at det unikke fællesskab også kan gives videre til den næste generation – for uden os fans, vil hverken fællesskabet eller fodboldklubben OB bestå.
Der er – mere end nogensinde før – brug for ALLE. Der er – mere end nogensinde før – brug for, at man gør plads til fællesskabets forskelligheder ift. hvordan man bidrager til det altoverskyggende mål: OVERLEVELSE! Sidst, men ikke mindst er det på tide, at vi fans tager ejerskab på den klub og det fællesskab, som for størstedelen af os danner rammen om vores hverdag, vores omgangskreds og vores kultur.
Når vi går på stadion, møder vi op for at støtte vores klub – vores fællesskab – vores kultur. Vi står der gang på gang, uanset hvem der er ansat i klubben, og uanset hvilke spillere der render rundt på grønsværen iført vores farver – vores logo. Vi følger og støtter klubben – vi følger og støtter det fællesskab, som hele klubben er bygget op omkring. Vi følger og støtter helheden – vi følger og støtter byen.
Ikke enkeltpersoner, som er ansat til at være klubbens ansigt ud af til. Når alt kommer til alt, er det os fans, som er hele fodboldklubbens og fællesskabets fundament.
Vi er det fundament, som skal sørge for, at hele korthuset ikke falder fra hinanden.
Den klub – det fællesskab – vi alle værner om, har mere end nogensinde før brug for ALLE ægte striwer.
Vi har især brug for, at dem som vil deltage 100% i stemningen indfinder sig på RMN-tribunen og tilslutter sig stemningskernen. Dem der kun kommer for at kigge ned i deres telefoner, hyggesnakke og ikke ønsker at bidrage 100% til de stemningsskabende aktiviteter og fællesskabet, der er forbundet med den del af stadion, bedes nu hanke op i sig selv – eller finde plads andetsteds på stadion.
Der er – mere end nogensinde før – brug for, at man ser indad. Der er – mere end nogensinde før – brug for, at man ikke trækker sidemakkeren ned med sin inaktivitet. Der er – mere end nogensinde før – brug for, at ALLE på RMN-tribunen bidrager vokalt med alt, de kan, i samtlige 90 minutter!
Hvis man gerne vil bidrage til fællesskabet ved at vise sin tilstedeværelse på stadion og uden at ville bidrage 100% til stemningen, så er der rig mulighed for dette på langsiden eller på RMN-tribunens yderste pladser. Respekter fællesskabets forskelligheder, og placer jer med omhu. Placér jer, hvor I med jeres engagement bedst muligt passer ind på stadion. Der er mere end 14.000 pladser at vælge i mellem.
Kærligheden til klubben. Kærligheden til fællesskabet. Forståelsen for fællesskabet. Forståelsen for, hvor man bedst bidrager til det overordnet mål. Alt dette skal vægtes langt højere end alt andet lige nu.
Slutteligt, så er det vigtigt for os at italesætte, at vi udmærket ved, at det her har været en krævende sæson for os alle. Vi har været meget igennem og har skulle stå model til endnu mere.
Vi er ramte – alle sammen.
Men der er behov for, at vi fortsætter med at være en enhed. Én samlet enhed. Den enhed, som har fortsat sin kompromisløse støtte gennem hele sæsonen, selvom vi er gået skuffet hjem gang på gang.
Fanscenen i Odense blomstrer, til trods for at vi sportsligt har været udfordret – og det er jeres fortjeneste!
Jeres bidrag til stemningen – visuelt og vokalt – har været enestående. Sammen skaber vi magiske ting fra tribunerne – sammen er vi den kampafgørende procent, der redder vores elskede klub fra nedrykning.
Vi har fire livsvigtige kampe tilbage, hvor vi for alt i verden skal kæmpe for det samme: OVERLEVELSE!
Kæmpe for Odense Boldklub – SAMMEN!
Vi ved, at vores hårdtarbejdende capoer og stemningskernen kræver meget af os alle sammen ift. Stemningen, og at det kan være svært at holde gnisten, gejsten og troen på sit højeste når vi sportsligt er så udfordret, som vi er.
Men vi appellerer til, at alle møder op og kæmper for vores elskede klub. Alle fortsætter med deres kompromisløse støtte.
Vi har brug for jer i de sidste fire kampe – vi har brug for ALLE!
HELE VEJEN FOR ODENSE BOLDKLUB!
– De Stribede, The Province Boys og Centro
Foto: OB Fra Sidelinjen