Ultras Odense

I 2013 var uofficielle kræfter på den odenseanske fanscene enige om, at der manglede et koncept som kunne samle både de eksisterende, men også kommende/interesserede personer omkring den samme fane i det uofficielle fanmiljø.

Ultras Odense er ikke en fraktion som sådan, men derimod en paraplyorganisation for de uofficielle grupperinger på fanscenen. Organisationen fremmer et fællesskab blandt de uofficielle grupperinger, så der er en fælles agenda og en fane, hvor det uofficielle fanmiljø kan færdes. Paraplyorganisationen har det samme formål som ‘Det Uofficielle Odense’ havde i gamle dage.

Organisationen har derfor ikke nogen medlemmer og drives af forskellige kræfter på tværs af det uofficielle miljø. Via sine kanaler udadtil fungerer Ultras Odense også som en portal for den fan som er interesseret i, hvad der foregår i det aktive fanmiljø.

Grupperingerne under Ultras Odense har forskellige måder at gå til fodbold på, og derfor har organisationen ikke ét sæt værdier som man kan stå inde for. Overordnet set går de uofficielle grupperinger ind for visuel stemning på højt niveau uanset resultater.

Ultras Odense kan ikke stå inde for den kommercielle og moderne udvikling som fodbolden, især herhjemme, er ved at tage. Fodbold er ment som en folkefest, og der drømmes tilbage til dagene, hvor Odense var Danmarks fodboldby. Derfor forholder Ultras Odense sig kritisk til diverse moderniserende initiativer på landsplan såvel som internt i klubben.