De Stribede

De Stribede er Odense Boldklubs officielle fanklub. Her mødes fans med et stribet hjerte og som ønsker et socialt samvær om dét at støtte OB.

Vi ønsker at være en fanklub, der favner alle. Det vil sige at vi ønsker et samarbejde med de andre fangrupperinger i Odense for at skabe en god fankultur, samt for at sikre en fantastisk tribunestemning på både Odense Stadion og udebane. Vi arbejder for dette, på mange niveauer, så selvom man ikke kan støtte aktivt på stemningstribunen i alle 90 minutter er man som medlem af De Stribede en vigtig del af os. Med andre ord, alle er velkommen i De Stribede.

Det har ikke nogen betydning, hvor man som fan står på stadion eller om man er ung eller gammel. Vi ser det som en ære at repræsentere en stor og bred fanskare, som bl.a. har vidt forskellige tilgange til, hvordan en fodboldkamp nydes bedst. Dog opfordrer vi til, at man kommer på stemningstribunen, Richard Møller Nielsen Tribunen. Tilhører du den stemningsskabende del vil vi gerne opfordre alle i og omkring De Stribede, til at være tæt på den stemningsskabende kerne og følge Capo’ens anvisninger.

Udover fokus på samarbejdet fangrupperne imellem, ønsker De Stribede at bygge videre på det gode forhold til OB, hvor vi som en respekteret samarbejdspartner deltager i dialog omkring relevante emner og hvor vi udveksler holdninger og erfaringer.

De Stribede arrangere busture til OB’s udebanekampe, hvor der er plads til alle. Priserne varierer afhængig af om turen går til Jylland eller Sjælland. Busturene bliver slået op på vores Facebookside samt hjemmeside. Til hjemmebanekampene er det muligt, at besøge vores klubhus på Odense Stadion. Her kan man møde andre OB-fans og få sig en snak om klubben, kampen og alt hvad der ellers røre sig. Til udvalgte kampe afholder vi forskellige arrangementer f.eks. morgenbord. Klubhuset rummer også en masse historie fra fortiden både for klubben og fanklubben.